Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Snostrup Kirkes historie

Snostrup Kirke er en rød, romansk teglstenskirke fra 1100-tallet. Den ligger højt i landskabet, som landsbykirkerne oftest gør, mellem landsbyer og marker. Indvendig er kirken renoveret i 2017 af kunstner Malene Bach og arkitekt Leif Hansen, der har brugt hinandens fagligheder og frembragt en tyst, men kraftfuld rumkunst.

Det begynder i våbenhuset, når man træder ind i kirken. Her træder man fra den gamle, ujævne og slidte trædesten ind over dørtærsklen til et nyt gulv af teglklinker. Klinkerne er rombeformede. Tidligere var der trin ned mellem ude og inde, og trin op mellem hus og skib, nu kan man trille ind niveaufrit. Gulvet fortsætter i nye geometriske mønstre ind i skib, kor og tårn. Teglklinken i kirken er fremstillet specielt til kirken. Den er fra Potsdam, brændt i en ringovn, der gør hver enkelt klinke til sin egen. I skibet fremhæver mønstret rummets langstrakte akse. Under døbefonten danner klinkerne en stjerneform. Den stråler ud under granitdøbefontens fod af moseeg. Gulvet beskriver kirkens forskellige zoner som et billede.

Sidste gang kirken blev istandsat var af Inger og Johannes Exner i 1960’erne. Dengang ombyggede Exners bænkene og omlagde en trappe mellem skib og kor. Prædikestolen var hævet på en søjle og placeret, så den blændede et sydvendt sidevindue, og vinduet i tårnet var dækket af kirkens lille orgel. Med den nye istandsættelse er der kommet mere lys og lethed. Bænkene står nu på gulvet, så fødderne har direkte kontakt til gulvfladen. Lågerne til stolerækkerne er taget af, og hjørnerne mod 
midtergangen er blevet afrundede, så det er lettere at sætte sig ind på de mørkebrune uldhynder. Bænkene kan dateres til 1800, og de har fyldt godt op i rummet. Nu fylder de mindre, bl.a. fordi man har fjernet to rækker bagerst i kirken. Man har ”ryddet lidt op” i kirkerummet. Nogle få historiske genstande, et epitafium over et præstepar, samt deres mindesten og to præstetavler over
kirkens præster er samlet til et lille lokalhistorisk museum i tårnet.

Orglet er flyttet ned i skibet, så der igen kommer lys ind i kirken fra tårnets vindue. Alle vinduer har fået opsat diskrete  forsatsruder, og tårnvinduet har fået limet små farvede glasstykker direkte på forsatsruden, som en slags glasmosaik. Alt efter hvor man står, aner man, at mellemrummene danner et kors. Den smukt restaurerede prædikestol fra 1630 er trukket tilbage til sin oprindelige placering, og det gør, at lyset fra vinduet giver mere lys på de smukke træskærerarbejder. Den heksagonale lydhimmel har smittet af på udformningen af de nye, afdæmpede staldportslamper.

Knæfaldet foran Eckersbergs altertavle er forenklet til en knæpude på en hævet bund, så gulvet flyder under. Farverummet afbalancerer yderpunkterne mellem lys og mørke, så kalken på murene har fået mere plads til at lyse og bevæge sig. De forskellige materialer og geometrier i rummet står rent og ublandet.