Snostrup Kirke er opført i slutningen af 1100-tallet på sognets nordligste og højeste punkt med skrånende marker ned mod Skenkelsø sø og med Snostrup by mod syd og vest.

I 1300-tallet sattes der hvælv på koret og i slutningen af 1400 og omkring 1525 udvidedes kirken med forlængelse af skib og tårn samt våbenhus, opført i røde munkesten. Ved denne lejlighed sattes der hvælv på både kirkeskib og tårn.

Kirken var oprindelig bygget i romansk stil, hvilket ses på de tilmurede rester af rundbuede vinduer, som blev skiftet til spidsbuestil ved tilbygningen. I 1800-tallet stod den ældste del af kirken hvidkalket, men i 1870'erne blev den renset og står i dag i kløvede marksten.

Kirkegården er sandsynligvis bevaret i sin oprindelige størrelse, men den havde langt flere og mindre gravsteder og smalle gange. Kirkegårdsmuren er af hvidkalkede kampesten mod nord, øst og delvis mod syd, mens den mod vest og syd er af kløvede marksten, bygget i begyndelsen af 1970-erne.

     
 

Når man træder ind i kirken, vil man frem for sig se en smertensmand i en niche, som er en del af norddøren/ kvindedøren, nævnt første gang i 1742. Oven over den tilmurede dør blev der ved restaureringen i 1966 fremdraget to stavplanker. Begge har siddet i en stavbygning, hvilket tyder på, at der har været en trækirke før kampestenskirken.

Smertensmanden stammer fra en sidealtertavle fra senmiddelalderen, som sandsynligvis er blevet afløst af en katekismus-tavle, som blev opsat i 1594.

     
 

Døbefonten er kirkens ældste inventar og er fra kirkens begyndelse, af granit, halvkugleformet i romansk stil. Først stod den lige inden for døren, for alle skulle være døbte, før de måtte komme i Guds hus. Men i 1727 blev den flyttet til korbuen ved den nordre vange og med en font-himmel, som ikke er mere. Nu og i det mindste siden 1875 i korets nordvestre hjørne.

     
 

Dåbsfadet fra omkring 1575 er af messing og skænket Snostrup Kirke 1602 af Karen RasmusDatter i Lynge, da datteren blev kristnet. Dåbskande af tin fra 1829.Billede nr.  6890 evt. 6898

Altertavlen er malet af Eckersberg i 1842. Maleriet viser de to påskeberetninger: Den åbne grav med de to disciple Peter og Johannes bagest og Maria foran den tomme grav. Hun er så fortvivlet at hun ikke ser, det er Jesus, men tror, det er havemanden. Hun spørger: Hvor har I lagt ham? Jesus siger, ” Maria”  Først da genkender hun Jesus, falder på knæ og med skælvende hånd rækker hun armene op mod  Jesus.

     
 

Alterbordets bordplade er fra 1966, men bordets forside er af fyrretræ fra anden halvdel af 1500. Alterskranke formentlig fra 1746. En tresidet, retvinklet skranke af smedejernsstænger. I midterfaget ses Jesu monogram. Knæfaldet er med stofbetrukne puder.

     
 

Kirkens næstældste inventar er prædikestolen, bygget omkring 1630, ca. hundrede år efter reformationen. Præsten skulle herefter udlægge teksten for menigheden. Det var praktisk med et ophøjet sted, så alle kunne se og høre præsten. Lydhimlen oven over bevirker at lyden ikke forsvinder op i hvælvet. Den er dekoreret med Chr. lV's kronede monogram og duen, som symbol på Helligånden.

Prædikestolen er dekoreret med relief-figurer. I midterfeltet er Jesus med rigsæblet flankeret af de fire evangelister, Mathæus og Markus til venstre og Lukas og Johannes til højre, hver med deres symboler. På hver side af dem står de seks dyder: Troen, Håbet, Kærligheden, Retfærdigheden, Klogskaben og Styrken.

     
 

I 1875 anskaffedes et brugt orgel, oprindelsen kendes ikke, men prospektpiberne er formentlig fra sidst i 1700, hovedparten af piberne i orglets indre er fra omkring 1850. Ligeledes kan facaden være fra 1850. Ved restaureringen i 1966 fornyedes alle mekaniske dele, således blev både blæsebælg og bælgtræder skiftet ud med el.

     
  På nordvæggen i koret hænger et epitafium af et tidligere præstepar: Peter Johansøn Hovi, sognepræst i 32 år og provst i 22 år i Ølstykke, døde i 1679,  og Margrethe Simonsd(atter Hof), som var meget afholdt. Præsteparret er begravet i koret med gravminde i gulvet.
     
 

I 1840 fik kirken nye stolestader, som delvis erstattede stolene fra først i 1700'erne, idet der til ryglæn delvis er genanvendt materiale herfra. I 1904 gjordes stolene bredere og igen i 1966 endnu lidt bredere.

     
 

Snostrup Kirke har to klokker. Den ældste er fra 1615 omstøbt i København af Hartvig Quellichmeier med et tværmål på 105 cm. Med indskriften: Jeg sammenkalder de levende, når der holdes hellig gudstjeneste.

Den nyeste er fra 1972 med indskriften: Denne klokke støbtes år 1972 af N. V. Eiisbouts til Snostrup Kirke som afløser for en klokke fra 1874. Den har tværmål 91 cm. Klokken fra 1874 revnede dagen før Kong Frederik den 9. døde, så der kunne ikke ringes med to klokker på Kong Frederiks dødsdag.

     
   

Kapelbygningen er opført i 1974 og afløste den gamle, som blev opført i 1905 og lå langs sydmuren lige ved indgangen til kirkegården. Indtil da fungerede Præstegårdens vognport som kapel. (Fortalt af tidligere graver og forpagter.)

     
 

Snostrup Kirke fik den 4. nov. 2012 afsløret to præstetavler ophængt på hver side af korbuen til tårnet. Tavlen til venstre med præsterne fra 1540 - 1967.      Tavlen til højre fra 1967 - 2012.  Snostrup dannede pastorat med Oppe Sundby fra 1967.

   
     
 

En lille beretning ud over det kendte:

Det er berettet, at mange kirker er bygget over en hellig kilde. Måske er det også sådan med Snostrup Kirke. I rigtig mange år har der været meget fugt på væggene bag alteret. Jorden skråner meget fra koret mod øst-muren og endnu mere udenfor ned mod søen. På et tidspunkt drænede man jorden, og siden har det ikke været så slemt. Så hvem ved. Måske er der en hellig kilde her under koret ?

Således fortalt af Inge-Lisse Mose Jehg

Kildemateriale er: Danmarks Kirker Udgivet af Nationalmuseet

Frederiksborg Amt ved Marie-Louise Jørgensen og Hugo Johannsen.